Et stille valg – en stor forskel!
Trafikstøj er ikke bare irriterende. Det påvirker din søvn, koncentration og helbred. En stor del af støjen kommer fra bilernes dæk – ikke motoren.
Du kan gøre en forskel
Næste gang du køber nye dæk, kan du aktivt vælge dæk, der støjer mindre – uden nødvendigvis at gå på kompromis med sikkerhed eller forbrug af brændstof.
Når du skifter dæk:
- Kig efter lavere støjniveau på EU’s dækmærkning – vælg støjklasse A eller B på dækmærket afhængigt af, hvad du kan få til netop din bil.
- AAA-dæk er både støjdæmpende, brændstofeffektive og sikre.
Det er nemt – og det gør en forskel for børn, naboer, ældre og alle os, der bor og færdes i by og natur.
EU’s dækmærkning hjælper dig
Siden 2012 har dæk haft en EU-mærkning, som blev opdateret i 2021. Mærket viser:
- Brændstofeffektivitet – fra A til E.
- Vådgreb – fra A til E.
- Støjniveau – fra A til C samt decibel-tal ved 80 kilometer i timen.
- Sne- og isgreb – på dæk, hvor det er relevant.
Mærket skal give dig som forbruger mulighed for at vælge dæk, der både er sikre, energieffektive og støjdæmpende.
På daeklabel.dk finder du en oversigt over dæk med lave støjniveauer til netop din bil ved at indtaste dit registreringsnummer.
Så meget betyder tre decibel
På dækmærket finder du information om dit dæks støjniveau i decibel (dB). Det kan virke abstrakt – men eksemplet nedenfor viser, at en forskel på bare 3 dB svarer til at halvere støjen.
Eksempel | Dækkets støjniveau | Oplevet forskel |
Eksempel 1 | 72 dB | Gennemsnitligt dB af et dæk på markedet |
Eksempel 2 | 69 dB | Opleves som cirka 50 procent mindre støj |
Du kan altså gøre en markant forskel i omgivelsernes støjniveau bare ved at vælge dæk med lavere decibelværdi.
Et stille valg med stor effekt
Trafikstøj er et kollektivt problem – og med dit dækvalg kan du være en del af løsningen.
Så næste gang du skal skifte dæk:
Tjek dækmærket – og vælg lavere støj.
Det er nemt. Og det gør en forskel!
Sådan gør du!
Indtast dit registreringsnummer, og find støjdæmpende dæk til netop din i bil.

Hvorfor tale om dækstøj?
På motorvejene er det dækstøjen, der er den dominerende – og ikke bilernes motorstøj. Ved 100 kilometer i timen står dækkene for mere end 95 procent af den støj, der kommer fra selve køretøjet.
Men at vælge støjdæmpende dæk betyder også noget ved lave hastigheder – og dermed i bymidten. Allerede ved 40 kilometer i timen står dækkene for næsten 80 procent af trafikstøjen – og ved 30–35 kilometer i timen udgør støjen fra dækkets kontakt med vejbanen mere end halvdelen af den samlede trafikstøj.
Lyden opstår, når dækkets mønster og gummiblandinger rammer vejbanen. Den hårde kontakt, vibrationer og luft, der fortrænges under kørsel, skaber det karakteristiske sus og brummen – både udenfor bilen og inde i kabinen. Det gælder både for benzin-, diesel- og elbiler.
Kilde: CEDR STEER, side 28, 2018
Hvem står bag kampagnen?
Silent City er et initiativ, der arbejder for at mindske støjgener fra trafik – til gavn for både mennesker og miljø. Gennem oplysning, samarbejde og konkrete tiltag arbejder kommuner i Silent City med at fremme støjreducerende løsninger. Udgangspunktet er kommunernes fælles udfordringer med støj fra statens veje. Bag Silent City står 16 kommuner og Region Hovedstaden. Silent City er et handlingsfællesskab i den grønne partnerorganisation Gate 21.
Kampagnen er digital og ses i oktober og starten af november, hvor bilister typisk skifter dæk. Kampagnen er finansieret af Region Hovedstaden, der har støj som et centralt fokusområde i arbejdet med folkesundhed. Brancheorganisationen Dækbranchen Danmark, som står bag hjemmesiden Daeklabel.dk, har bidraget til udviklingen af kampagnen.
Ved at sætte fokus på dækstøj, ønsker vi at vise, hvordan små individuelle valg kan føre til store kollektive forbedringer – især i tætbefolkede områder tæt på større veje og motorveje.
Jo flere, der vælger støjdæmpende dæk,
jo roligere bliver vores byer.

Senest opdateret: 24. september 2025