Lydskodder i Folehaven
Folehaven er en af Københavns mest trafikerede og støjbelastede veje. Det går især ud over de 700-800 beboere i Boligforeningen 3B Folehaven, der bor langs den trafikerede vej. Hver dag passerer flere end 40.800 køretøjer på Folehaven, og indfaldsvejen er én af de mest støjbelastede byveje i Danmark.
Boligforeningen 3B har over længere tid arbejdet med løsninger, som kan nedbringe støjen i lejlighederne. Foreningen har i den forbindelse været med i et udviklingssamarbejde, hvor der er blevet udviklet en særlig lydskodde, som passer til bygningens arkitektur. Som et pilotprojekt er der derfor monteret 42 lydskodder foran vinduerne til beboelsesrum på 36 lejligheder i Boligforeningen 3B Folehaven.
Lydskodderne giver beboerne mulighed for at lufte ud og få frisk luft udefra ind i lejligheden samtidig med, at trafikstøjen bliver dæmpet – læs mere om Lydskodder. Lydskodden er udviklet af Art Andersen, som er en del af Rambøll, i tæt samarbejde med boligforeningen og Arkitektfællesskabet og med støtte fra Realdania og Miljøstyrelsens Miljøteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP).
I Folehaven var brug af lydskodder et oplagt valg, da facaden i forvejen havde eksisterende skodder, og lydskodderne derfor kunne tilpasses bygningens karakteristiske arkitektoniske udtryk. Skodderne er tilpasset, så de så vidt muligt ligner de oprindelige skodder.
Lydskodderne har en vinduesåbning på 0,14 m2, hvilket svarer til kipning af de eksisterende vinduer (0,1 m2) og derfor sikrer, at beboerne får samme mulighed for at lufte ud i boligen, som når de kipper de oprindelige vinduer.
Læs mere om lydskodder i publikationen ‘Lydskodder til byens støjudsatte boliger‘ fra Miljø- og Fødevareministeriet.
Lydskoddens effekt
I forbindelse med projektet er der udført et måleprogram til at dokumentere lydskoddens lydisolation.
Facaderne ud mod Folehaven er udsat for trafikstøj med et niveau på op til 72 dB (Lden). Ved brug af lydskodden og med indvendigt vindue åbnet ved at det kippes, er det indendørs trafikstøjniveau 47 dB. Miljøstyrelsens krav til det indendørs støjniveau i nye boliger i eksisterende boligområder er 46 dB.
Målingerne viste desuden, at det indendørs støjniveau i rum med den nye lydskodde og det eksisterende vindue er lavere end 33 dB. Bygningsreglementet stiller krav om højst 33 dB med lukkede vinduer i nye boliger (1).
Beboernes synspunkt
I forbindelse med pilotprojektet blev der gennemført interviews og spørgeskemaundersøgelse hos beboerne i boligforeningen.
Svarene fra interviewene viser, at brugerne oplever en markant reduktion af støjniveauet i boligen, og at lydskodden har haft en positiv indflydelse på beboernes trivsel. Det afspejles tydeligt afspejles i nedenstående udtalelser fra beboere.
“Vi bruger den hver dag. Vi bruger både mørklæggende og lyddæmpende effekt. Lyddæmpende effekt er meget markant. Man kan slet ikke høre trafikstøjen især ikke om morgenen”
Beboer
“Tidligere har jeg haft bekymringer om støj og luftforurening fra trafik. Jeg har ikke mere bekymringer om støjen, fordi det ikke mere er aktuelt.”
Beboer

3. oktober 2019