FACADER
Alle dele af facaden mod en trafikeret vej er bestemmende for, hvor højt et støjniveau, der opleves inde i boligen. Det er dog sådan, at det er den del af facaden, som lukker mest støj ind i boligen, som er afgørende for det oplevede støjniveau i boligen. Normalt vil vinduerne være det svageste led, og derfor koncentrerer man sig oftest om vinduernes lydisolation, når facaden skal gøres mere lydtæt. Men der kan være andre dele af facaden, som også skal forbedres, for at man kan opleve mindre støj inde i boligen.
Når man skal vurdere en facades lydisolation, vil man starte med at undersøge, om facaden er tæt. Selv små utætheder lukker nemlig meget lyd igennem, og man bør derfor altid, som det første, sikre tætheden. Man kan vurdere tætheden ved at se på tætningslisterne og mærke efter, om det trækker ind mellem rammer og karme. Er vinduesrammerne blevet skæve, så afstanden mellem ramme og karm ikke er den samme overalt? Man kan også lytte sig frem; En mere ”lys suselyd” afslører ofte, at der er en utæthed i området.
Tabellen herunder viser typiske materialer og typisk lydisolation for lette og tunge facader.
Facadetype | Typiske materialer | Typisk lydisolation |
Let facade. | Pladebeklædninger, træ og/eller gipsplader monteret på træ- eller stålskelet. | R’= 25 – 45 dB |
Tung facade | Murværk og/eller beton | R’ = 45-60 dB |
Dernæst er der typisk fire typer facadedele, som er interessante: Ventilation, vinduer, lette facadeelementer og tunge facader.
Lette facadeelementer
Hvis der indgår lette partier i facaden, skal man altid vurdere lydisolationen af disse, når man vil forbedre facadens samlede lydisolation. Lette partier kan kendes på, at de for eksempel er opbygget af plader eller brædder, og at de tit er tyndere end de egentlige mure – de tunge facader, som består af beton og/eller murværk. I de lidt ældre bygninger er der ofte anvendt lette facadepartier som brystninger under vinduerne. I nyere bygninger kan lette facade elementer indgå som hele facader, som er monteret færdige inklusiv vinduer og eventuel altandør.
Lette facader kan lukke meget støj ind i boligen, fordi vægten og måske tætheden ikke er tilstrækkelig til at standse lyden. Men der findes også lette facader med en opbygning, som er tilsvarende eller endda bedre end de bedste lydruder. Tunge facader vil altid have en bedre lydisolation end selv gode, lette facader. Derfor bør man ved en renovering af facaden undersøge den præcise opbygning af de lette partier og få lydisolationen vurderet. Der vil tit også være en forbedring at hente på varmeregningen, hvis man forbedrer en let facades lydisolation. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at man godt kan udføre en tilfredsstillende varmeisolering med en meget dårlig lydisolation. Derfor skal renovering af lette facadepartier designes og udføres specielt med henblik på øget lydisolation, hvis der opleves et for højt støjniveau i bygningen.
Lydisolationen for lette facadepartier forbedres normalt ved at tilføje nogle ekstra lag plader i opbygningen, så vægten af beklædningerne øges, ligesom tætheden også her tit kan forbedres. Den bedste opbygning afhænger af behovet på stedet og af den eksisterende opbygning – om den delvist kan genbruges eller helt må udskiftes. Ved lette opbygninger kan man få god gavn af at adskille den ydre og indre konstruktion og beklædning mest muligt, så lydens svingninger ikke kan overføres direkte fra ude til inde.
Eksempel på et lodret tværsnit i en lydteknisk forbedret, let facade. Den eksisterende facade er suppleret med mere mineraluld og 3 lag gipsplader bag en regnskærm, som er en vejrbestandig plade. Kilde: Figur 26 i SBi-anvisning 244, ”Lydisolering af klimaskærmen”, 2014.
Tunge facader
Når facaden er udført i beton, murværk eller andre tunge materialer, vil der normalt ikke være grund til at forbedre denne del, da lydisolationen for en tung facade oftest er meget bedre end vinduer og eventuelle lette facadeelementer. Man kan opnå gode forbedringer, når man skifter til gode lydruder monteret i en tung facade, hvis der samtidigt er fuget og stoppet korrekt omkring vinduerne (læs mere om Montering og Tætning).
Eksempel på bygning med tung facade på de nedre etager og let facade på de to øverste etager fra Valby Maskinfabrik.
>> CASE
Inddækkede altaner på Frederiksberg
>> CASE
Grønt P-hus i Roskilde