Grænseværdier for støj fra veje

Der er i Danmark ingen faste grænseværdier for støj fra trafik – herunder støj fra trafik på vejene. Miljøbeskyttelseslovens siger dog, at støjulemper skal forebygges.

Miljøstyrelsen har derfor fastsat vejledende grænseværdier, der skal overholdes, når kommuner eller staten bygger nye eller udvider eksisterende veje eller ved nyt byggeri. Der er ikke nogen krav om, at grænseværdierne skal overholdes ved eksisterende veje og byggeri. Ved planlægning af nyt byggeri i områder med trafikstøj, er det dog som udgangspunkt et krav, at de vejledende grænseværdier skal være overholdt.

De vejledende grænseværdier er omtalt i Miljøstyrelsens vejledning Støj fra veje fra 2007.

 

Bolig- og støjfølsomme områder

Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for vejstøj gælder udendørs i boligområder og andre støjfølsomme områder som eksempelvis daginstitutioner, skoler, plejehjem, hospitaler og kontorer.

For boligområder bør den vejledende grænseværdi på Lden 58 dB (gennemsnitlige støjniveau over et døgn) være opfyldt på alle udendørs områder, der anvendes til ophold i umiddelbar tilknytning til boligerne. Det samme gælder områder i nærheden af boligen, der overvejende anvendes til færdsel til fods som eksempelvis gangstier, men ikke fortove mellem boligen og vejen.

Område  Grænseværdi
for støj fra veje*
Rekreative områder i det åbne land – eksempelvis sommerhusområder, campingpladser og lignende. Lden 53 dB 
Boligområder, børnehaver, vuggestuer, skoler og undervisningsbygninger, plejehjem, hospitaler og lignende. Desuden kolonihaver, udendørs opholdsarealer og parker.

Lden 58 dB 

 

Hoteller og kontorer med videre  Lden 63 dB 

Kilde: Miljøstyrelsens vejledning Støj fra veje fra 2007
*Lden er et gennemsnitligt støjniveau over et døgn.

De vejledende grænseværdier gælder i såkaldt ‘frit felt’ udendørs. Det betyder, at reflekteret støj fra en bygnings egen facade ikke skal medregnes. Det svarer til støjniveauet lige udenfor et helt åbent vindue.

 

Varierer efter støjkilde og område

Forskellige typer støj er ikke lige generende. Derfor er de vejledende grænseværdier ikke ens for forskellige støjkilder. Men for alle grænseværdier er der tale om at afveje de virkninger, støjen har på mennesker og de samfundsøkonomiske hensyn. Det betyder, at de vejledende grænseværdier svarer til et støjniveau, hvor det kan forventes, at 10-15 procent af befolkningen vil føle sig stærkt generet af støjen.

For en række grænseværdier – blandt andet for vejstøj – indgår desuden, at der er fastsat forskellige grænseværdier for forskellige typer af områder, og hvordan arealerne anvendes – se tabellen ovenfor. Her lægges til grund, at følsomheden over for støj er forskellig i forskellige typer af områder og ved forskellig anvendelse.

Miljølovgivningen sikrer altså ikke alle mod støjgener og kan heller ikke give sikkerhed for, at støjen ikke kan høres. Selvom de vejledende grænseværdier er overholdt, er det altså meget sandsynligt, at nogle mennesker alligevel vil opleve støjen som generende eller stærkt generende.

Læs mere om, hvordan støj måles: Sådan måles støj

Læs mere om, hvordan støj opfattes: Støjniveauer og gener

Hvornår er en bolig støjbelastet?

En bolig, der udsættes for støj med niveauer over den vejledende grænseværdi, betragtes som støjbelastet.

Hvis boliger udsættes for støj, der overstiger den vejledende grænseværdi med 10 dB, betragtes den som stærkt støjbelastet

Læs mere: Sådan måles støj.

De vejledende støjgrænser er et udtryk for en støjbelastning som Miljøstyrelsen vurderer, er miljømæssigt og sundhedsmæssig acceptabel.

Grænseværdier for støj fra baner

Miljøstyrelsen har også fastsat vejledende grænseværdier for støj fra jernbaner. De omfatter kørsel mellem stationerne, holdende tog ved perroner og holdende tog uden for perroner. Støj fra aktiviteter på stationer, eller tog der holder i tomgang på en endestation i længere tid, betragtes som støj fra virksomheder.

Grænseværdien for støj fra forbikørende tog i køreplan er 64 dB for boligområder og rekreative områder i eller i nærheden af byområder. Grænseværdierne er fastsat i et tillæg fra 2007 til Miljøstyrelsens vejledning om Støj og Vibrationer fra Jernbaner. De er fastsat på samme vis som grænseværdierne for støj fra vejtrafik, og svarer til, at mindre end 10 procent er stærkt generet af støjen ved dette niveau.

Område  Grænseværdi
for støj fra forbikørende tog*
Rekreative områder i det åbne land, sommerhusområder, campingpladser og lignende. Lden 59 dB 
Rekreative områder i eller nær byområder som parker, kolonihaver, nyttehaver og campingpladser.
Lden 64 dB 
Boligområder – som boligbebyggelse, daginstitutioner og udendørs opholdsarealer. Lden 64 dB 
Offentlige formål – som hospitaler og skoler.  Lden 64 dB
Liberale erhverv som hoteller og kontorer.  Lden 69 dB

Kilde: Tillæg fra 2007 Miljøstyrelsens vejledning om Støj og Vibrationer fra Jernbaner.
*Lden er et gennemsnitligt støjniveau over et døgn.

Internationale anbefalinger

Den Europæiske Union

EU stiller krav om, at medlemsstaterne skal kortlægge støj i miljøet og udarbejde støjhandlingsplaner, men EU har ikke fastsat grænseværdier for støj fra trafik og anden støj i miljøet. Der er i stedet en række krav til, hvor høj støjen fra nogle af støjkilderne er – for eksempel i forbindelse med typegodkendelse af biler, lastvogne og motorcykler. Der er også fastsat EU-krav til støj fra visse maskiner til anlægsarbejde og visse andre maskiner, der anvendes udendørs.

World Health Organization

Verdenssundhedsorganisationen WHO har i 2018 udsendt opdaterede anbefalinger om grænseværdier for støj – blandt andet støj fra veje WHO Environmental Noise Guidelines for the European Region (2018).

Anbefalingerne er baseret på nyere forskning om støjens geneeffekter og negative helbredseffekter.

WHO anbefaler, at udendørs støj fra vejtrafik ved boliger begrænses til niveauer under Lden 53 dB i dag- og aftentimer og niveauer om natten begrænses til 45 dB Lnight.

Denne anbefaling for Lden (gennemsnitlige støjniveau over et døgn) er lavere end de grænseværdier, der findes i de fleste lande i Europa og 5 dB lavere end den danske vejledende grænseværdi.

I Danmark og mange andre lande findes heller ikke grænseværdier (Lnight) for støjniveauet om natten.

Miljøstyrelsen overvejer i øjeblikket, hvilken betydning WHO’s anbefalinger skal have i Danmarkæs mere om trafikstøjens konsekvenser for sundheden her.