Vejstøjens økonomiske konsekvenser
Støj fra vejene har direkte økonomiske konsekvenser for borgerne på forskellig vis:
- Kommuner og regioner betaler for at behandle det forøgede antal sygdomstilfælde. Samtidig mister hele samfundet arbejdsindtægter på grund af sygdomstilfældene og ikke mindst antallet af for tidlige dødsfald. Læs mere om trafikstøjens sundhedseffekter her.
- Boligejere oplever et værditab af deres boliger, hvis de er støjbelastede. Læs mere til højre på denne side.
Vejstøj koster mellem 1,5 og 13 milliarder kroner
Der er gennemført flere danske analyser af vejstøjens samfundsmæssige omkostninger. De beregnede omkostninger svinger mellem cirka 1,5 og mere end 13 milliarder kroner om året i Danmark. Det er en meget stor usikkerhed, men alle er enige om, at vejstøjen koster store summer hvert år.
I 2018 udførte Region Hovedstaden en undersøgelse, som nåede frem til, at de samlede omkostninger ved vejstøj i hovedstadsregionen beløber sig til 2,4 milliarder kroner om året, svarende til 0,3 procent af regionens samlede andel af Danmarks bruttonationalprodukt.
EU har vurderet, at vejstøj koster medlemsstaterne 0,4 procent af det samlede europæiske bruttonationalprodukt. Undersøgelser i Sverige og Storbritannien er nået til samme resultat.
Ny viden kan ændre værdisætningen af vejstøj
Der kommer løbende ny viden, som har betydning for værdisætningen af vejstøjen. Det er viden, som kan ændre på beregninger af, hvad trafikstøjen koster samfundet og borgerne og enhedspriserne for, hvad trafikstøj koster i de samfundsøkonomiske beregninger – se Samfundsøkonomiens pris for trafikstøj:
- Ny viden om sundhedseffekter: Der kommer hele tiden ny dokumentation om støjens negative helbredseffekter.
- Søvnforstyrrelser: I EU vurderes det, at søvnforstyrrelser er den største samfundsøkonomiske omkostning udløst af vejtrafikstøj.
- Produktionstab: Trafikstøjens negative helbredseffekter fører til øget sygefravær, der medfører omkostninger for virksomheder og samfundet.
- Ny viden om støj fra motorveje: Vejdirektoratet har gennemført en undersøgelse, der viser, at støj fra motorveje er langt mere generende end støj fra andre veje.
- Nedsat kvalitet af bymiljøer og tab af stilleområder til rekreation har også en samfundsmæssig værdi.
Faldende boligpriser
Støj ses direkte i boligpriserne og forringer værdien af et af samfundets største aktiver. Flere undersøgelser fra Danmark og udlandet har dokumenteret klar sammenhæng mellem trafikstøj og faldende boligpriser. Støjen gør boligerne mindre attraktive, reducerer efterspørgslen og prisen på støjbelastede boliger.
Miljøstyrelsen har i 2003 i publikationen ’Hvad koster støj’ opgjort, hvordan huse og lejligheder påvirkes ved vejstøj over den vejledende grænseværdi på 58 dB:
- Huse ved større veje falder cirka 1,2 procent i værdi per dB vejstøj over grænseværdien.
- Huse ved motorveje falder cirka 1,65 procent i værdien per dB vejstøj over grænseværdien.
- For lejligheder skønnes, at værditabet er cirka 1 procent per dB over grænseværdien.
At værditabet er størst for huse, skyldes sandsynligvis, at udendørsarealer har større værdi ved køb af hus sammenholdt med lejligheder. Samtidig har lejligheder ofte et udendørsareal, som ligger væk fra vejen, og som delvist beskyttes mod støj af den høje bygning.
Læs mere om faldende boligpriser på grund af støj på Videnscenteret Bolius’ hjemmeside, som er ajourført i 2020.
Gate 21’s hvidbog om trafikstøj
Du kan læse mere om trafikstøjens samfundsmæssige konsekvenser i Gate 21’s hvidbog om trafikstøj, side 31.
1. januar 2025