Asfalt med støjreducerende effekt

Et af de mest anvendte midler til at reducere trafikstøj i Danmark er at anvende asfalttyper, der er støjreducerende. Selvom det ikke fjerner støjen, kan det reducere den betydeligt. En stor fordel ved en støjreducerende asfalt er, at den kan lægges i forbindelse med almindeligt vedligehold af vejen, hvilket gør det til en relativt billig løsning.

Støj fra veje stammer primært fra kontakten mellem dæk og vejbane, især ved hastigheder over cirka 35 kilometer i timen for personbiler og 60 kilometer i timen for lastvogne og andre tunge køretøjer. Det er derfor muligt at dæmpe trafikstøjen ved at bruge de rigtige vejbelægninger.

 

Ny asfalt har bedst effekt

Alle i nærheden af vejen får glæde af den støjdæmpende effekt af asfalten, da det netop er en del af kilden til støjen, der dæmpes. Støjen fra en vejbelægning er typisk lavest, når belægningen er helt ny, da den er blødere og jævnere. Men i løbet af belægningens levetid, der ofte er omkring 15 år, stiger støjniveauet, fordi belægningen slides. Der foregår en del udvikling i asfalt – blandt andet for at opnå en bedre støjreducerende effekt over tid.

 

Vedligehold gavner effekten

Ved løbende vedligeholdelse af vejene fornyes typisk kun det øverste lag – slidlaget. Der findes slidlag, som er mindre støjende end traditionelle, da de har en finkornet, jævn og åben overfladestruktur. Disse mindre støjende slidlag kan reducere trafikstøjen med 1-2 dB i hele levetiden sammenlignet med en traditionel belægning. Effekten er måske ikke stor, men selv en lille reduktion i den højfrekvente støj kan opleves som en væsentlig forbedring for vejens naboer.

 

Asfaltens komponenter og støjreduktion

Asfalt består grundlæggende af sten og bitumen – som er et sort-brunt termoplastisk stof, der er et restprodukt ved raffinering af råolie. Asfalt kan blandes på forskellige måder for at opnå ønskede egenskaber som for eksempel støjreduktion.

En vej består ikke blot af det synlige lag asfalt vi kan se med det blotte øje. Asfalten er blot i de øverste lag – herudover er der også et slidlag og et bærelag – samlet set kaldet ’vejkassen’.

Der sker er løbende udvikling på området, og overordnet set forbedres asfaltens støjreduktion gennem:

  • Mindre sten i asfalten som skaber en jævnere overflade, hvilket mindsker støjen fra dæk.
  • Hulrum mellem stenene i asfalten som hjælper med at absorbere lyd og reducere lufttryk og støj.

Asfalt med mindre sten kan dæmpe støjen effektivt i starten, men deres støjreducerende egenskaber mindskes hurtigere end asfalttyper med større sten. Belægninger med stentab, revner eller huller kan være meget støjende, og derfor er løbende vedligeholdelse vigtigt.

Typer af støjreducerende asfalt

Forskellige typer af asfalt har forskellig støjreducerende effekt. Nedenfor gennemgås forskellige typer asfalt.

Klimavenlig asfalt - KVS

De seneste års fokus på at reducere CO2-udledningen fra transport har også betydet et fokus på at udvikle klimavenlige slidlag. Disse belægninger minder i deres konstruktion om de støjreducerende slidlag, men adskiller sig ved at bruge hårdere sten, der er mere modstandsdygtige overfor slid. Desuden er belægningen jævn og har færre hulrum, hvilket reducerer luftpumpestøj, hvor dækkene fra køretøjet presser luft ind og ud af hulrum i vejbelægningen. Den klimavenlige asfalt kan dog også øge andre støjkilder.

Udviklingen af den klimavenlige asfalt skulle reducere vejens rullemodstand uden at det gik ud over trafiksikkerhed og holdbarhed. Ved mindre rullemodstand spares brændstof og dermed nedbringes CO2-udledningen fra trafikken. Samtidig blev der påvist en evne til at reducere støj, og det blev sandsynliggjort, at effekten over tid var bedre end den støjreducerende asfalt SMA 8 – se grafen nedenfor – som havde været anvendt hidtil.

Vejdirektoratet gik i 2019 over til at anvende Klimavenlig Asfalt, KVS, som den primære asfalttype på motorvejene. Denne type belægning har stadig ikke været anvendt i dens fulde levetid, så det er endnu ikke muligt at fastslå dens støjreducerende egenskaber gennem hele dens levetid.

Figur: Visning af Klimavenlig Asfalts (KVS) støjreducerende egenskaber – sammenlignet med SMA 11, SMA 8 og SRS. Kilde: Vejdirektoratet

 

Du kan læse mere om SMA længere nede på siden.

Læs Vejdirektoratets publikation om Klimavenlig Asfalt her.

Drænasfalt

Drænasfalt har store hulrum, der hjælper med at reducere støjen markant. Asfalten har en åben struktur og en høj andel af hulrum i belægningslaget.

Drænasfalt kan anvendes på motorveje og andre veje med hastigheder på 80 kilometer i timen eller højere, da der her er en selvrensende virkning. På veje med lave hastigheder stopper hulrummene hurtigt til, så den ekstra støjdæmpende virkning forsvinder, medmindre man ofte renser belægningen med specielle køretøjer.

Drænasfalt kan dæmpe vejstøjen med cirka 4 dB, hvilket er væsentligt mere end de asfalttyper og slidlag, der anvendes på motorvejene i dag.

Når drænasfalt skal anvendes første gang, kræver det udskiftning af både slidlag og de underliggende asfaltlag.

Drænasfalt kan koste i cirka dobbelt så meget som en traditionel belægning, når den skal etableres. Den har desuden kortere levetid, og der vil være øgede omkostninger til vedligehold. Der har ikke været opbakning til at anvende drænasfalt tidligere, blandt andet på grund af bekymringer om holdbarhed i vinterforhold. Men nu testes drænasfalt på Motorring 3 for at få kortlagt mulighederne.

Test af drænasfalt på Motorring 3
Vejdirektoratet har i september 2024 sat gang i et stort forsøg med drænasfalt på en del af Motorring 3 for at teste, om det kan reducere støjen langs motorvejen. Samtidig vil andre faktorer som for eksempel vintervedligeholdelse blive testet. I løbet af 2025 vil den første evaluering af fordele og ulemper ved drænasfalt foreligge. Der vil løbende blive foretaget støjmålinger for at følge belægningens støjmæssige egenskaber over tid også efter den første evaluering.

Stort brug af drænasfalt i Nederlandene
Nederlandene anvender asfalttypen på 85 procent af deres motorvejsnet.

XLN-slidlaget – et nyere projekt

Asfaltslidlaget XLN – Xtra Low Noise – er udviklet, testet og er i 2024 meldt klar til brug efter et udviklingsprojekt ledet af Teknologisk Institut i samarbejde med blandt andet Københavns Kommune. Du kan læse mere om projektet og finde dokumenter, der konkluderer på effekten på Teknologisk Instituts hjemmeside her.

Den nye type asfalt, som blandt andet består af genbrugsmaterialer og anvender et særligt slidlag, kan lægges i forbindelse med vejfornyelser.

XLN-asfalt i testopstillinger og på teststrækninger har vist en støjreduktion på op til 4,7 dB, hvilket gør den potentielt mere effektiv end traditionelle støjreducerende asfalttyper.

Der er ikke anvendt XLN-slidlag uden for udviklingsprojektet og dermed heller ikke på de danske motorveje endnu.

 

Støjreducerende asfalt - SMA

SMA står for Stone Mastic Asphalt, som er en type asfalt, der kan være støjreducerende. Asfaltens evne til at reducere støj måles kort tid efter, den er lagt. Hvis en asfalt reducerer støjen med over 4 dB, anses den som støjreducerende.

Her er nogle af de mest anvendte typer:

  • SMA 6: Bruger mindre sten, som giver en glattere overflade og dæmper støjen med cirka 3 dB.
  • SMA 8: Har lidt større sten, hvilket giver en støjreduktion på cirka 2-3 dB. Den bruges ofte på motorveje.
  • SMA 11: Er standardasfalten med større sten og bruges mest som reference, men dæmper ikke støjen.
  • SMA 8 SRS: En særlig type, der dæmper støjen bedre med større hulrum, men den er ikke så holdbar og bruges derfor sjældent.

I tabellen nedenfor ses den gennemsnitlige reduktion af de forskellige SMA asfalttyper gennem deres levetid – også kaldet livstidsstøjreduktionen.

Belægningstype Levetid (År) Livstids støjreduktion (dB)
SMA 11 17 0,0
SMA 8 Standard 16 0,8
SMA 8 SRS 12 1,3
SMA 6 12 1,6

Kilde: Vejdirektoratet

Klimabelægninger

Klimabelægninger er permeabel asfalt, hvor vandet kan sive direkte gennem asfalten og ned i enten jorden eller forskellige typer kassetter under vejen.

De anvendes i byerne til såkaldte klimaveje, som skal afhjælpe problemer med oversvømmede veje og kloakker i forbindelse med skybrud og voldsomme regnmængder.

De er i mindre grad optimeret til støjreduktion.

Poroelastiske belægninger

Poroelastiske belægninger ligner fleksible faldunderlag fra legepladser. De består af en blanding af gummigranulat og sten, som er bundet sammen med polyuretan. Denne type belægning har et stort hulrum og en elastisk overflade, hvilket gør, at lyden fra trafikken reduceres markant.

I Danmark blev poroelastiske belægninger testet i EU-projektet PERSUADE og viste imponerende støjreducerende egenskaber på 5 – 8 dB. Dog havde belægningen en meget kort levetid på blot få uger til et år, hvilket er væsentligt lavere end de 12-17 år, som traditionelle belægninger typisk holder.

Mere info på Vejdirektoratets hjemmeside

Nedenfor finder du udvalgte links til flere publikationer og konklusioner om støjreducerende asfalt på Vejdirektoratets hjemmeside:

Mere info hos Teknologisk Institut

Nedenfor finder du udvalgte links fra XLN-projektet og konklusionerne herfra: