Støjskærme
Støjskærme ser du ofte som lange forløb langs større motor- og landeveje, men mindre lokale støjskærme eller støjhegn – i eksempelvis en have – kan også være effektive – det kan du læse mere om her. Denne side handler om de større offentlige støjskærme langs store veje.
Støjskærme langs vejene – større projekter
En typisk støjskærm langs en vej har en højde på 2,5 – 4 meter. Den største nedsættelse af støjen sker i området lige bag skærmen – for eksempel i første husrække – mens effekten aftager med større afstand fra vejen. I første husrække vil støjen normalt kunne nedsættes med 6 – 8 dB, undertiden mere. Det vil de fleste opleve som op mod en halvering af støjen. I anden husrække vil skærmens effekt være mindre, men i de fleste tilfælde vil beboerne også her opleve en tydelig og mærkbar forbedring.
Det vil naturligvis også være boligerne tættest på vejen, der har det største behov for mindre støj. Hvis der er tale om en afskærmning af mindre opholdsarealer og lignende, kan en lavere skærm ofte være tilstrækkeligt.
Skærme kan i nogle tilfælde bruges langs mindre veje, til at lukke åbninger ind til gårdmiljøer eller til afskærmning af mindre udendørs opholdsarealer.

Materialer og udseende
Støjskærme er tydelige at se i bybilledet. De skal derfor have et udseende, så de passer ind i de bymæssige sammenhænge ved vejen og fra nabosiden. De lydtekniske krav til en støjskærm er ret simple, så der er gode muligheder for at arbejde med forskellige materialer og udformninger. Det kan overvejes, om der er forhold i det lokale visuelle miljø, som taler for valg af bestemte materialer som træ, stål, beton, aluminium, transparens, grønt/organisk med videre.
Vægt og materialer
En støjskærm bør have en vægt på mindst 20 kg/m2, og den skal være vedvarende tæt – herunder slutte tæt mod jorden, astalt eller fliser.
En endnu tungere støjskærm giver ikke større støjdæmpende virkning, men højden har stor betydning. Hvis der på den modsatte side af vejen er støjfølsomme områder, kan det undertiden være nødvendigt, at støjskærmen er opbygget af lydabsorberende materialer, der ikke kaster støj over på den anden side af vejen. En lydabsorberende skærm kan være udført med en delvist åben overflade, som sidder foran en lydabsorberende mineraluld eller tilsvarende. Et eksempel på en lydreflekterende støjskærm er en skærm udført i glas.
Overvej følgende ved valg af materialer og udformning af støjskærme:
1) Fundering
Støjskærme er som regel så høje, at der skal gennemføres en ingeniørmæssig beregning af fundamenter, så der er sikkerhed for, at skærmen ikke vælter i storm, og at den i øvrigt kan holde i mange år. Man bør anvende stålsøjler fremfor træstolper, som før eller siden rådner.
2) Hærværk
Indbyder overflader til graffiti? Nogle materialer og overflader er mere udsatte for graffiti end andre.
3) Træskærme
Bortset fra søjlerne, der bør være stål, kan træ være et materiale, der passer godt ind i et miljø med parcelhushaver og lignende. Det er et materiale, der ofte anvendes til andre hegn med videre. Desuden kan skærme udført i træ være lettere at reparere ved påkørsel eller andre skader.
4) Transparente skærme, skærme i stål, aluminium eller andre materialer
Transparente skærme kan reducere gener fra skyggekast og bidrage til, at skærmen er mindre visuelt dominerende. Når man vælger at etablere transparente skærme, skærme i stål, aluminium eller andre materialer bør følgende overvejelser indgå i et skærmprojekt: Modstandsdygtighed overfor hærværk, lysreflekser fra køretøjer og solen samt behov for rengøring. Vær også opmærksom på, at specielle materialer og elementer kan være vanskelige at skaffe ved fremtidige reparationer. Kunststof som for eksempel akryl anbefales frem for glas.
5) Planter
Beplantning kan bidrage til, at en støjskærm visuelt tilpasser sig omgivelserne og bidrager med et attraktivt helhedsindtryk og udtrykker årstidernes skifte. Slyngplanter, buske og træer kan dæmpe den dominerende virkning af en støjskærm. Beplantning ved støjskærmens fod eller i forhøjede plantebede kan få skærmen til at virke lavere. Dog er der følgende forhold, som man bør være opmærksom på, når beplantning skal indgå i et skærmprojekt: Særlige vedligeholdelsesbehov, vanding, saltbelastning, påvirkning fra vejvand og tilstrækkeligt lysadgang til planterne. Hvis træer og buske står tæt på støjskærmen, kan grene, der slår mod skærmens overflade, give slid og misfarvning.

Økonomi ved etablering af støjskærme
Et støjhegn er noget dyrere end et almindeligt hegn, og prisen per løbende meter støjskærm er højere for mindre projekter med korte skærmstrækninger. Støjskærmens pris per kvadratmeter vil naturligvis også være afhængig af støjskærmens længde og højde, ligesom materialevalg kan have betydning. For eksempel vil en skærm udført i trykimprægneret træ være relativt billig, mens en skærm udført i stål og glas kan være relativt dyr.
Ofte vil du kunne få oplyst en basispris for den egentlige støjskærm som dækker materialer, fundering og montage.
Er det et projekt med flere grundejere, skal man som projektleder måske også sætte penge af til:
- Information og dialog med beboere.
- Projektering, støjberegninger, udbud og tilsyn under udførelse.
- Eventuelt erhvervelse af arealer.
- Omlægning af ledninger i jorden.
- Arbejdspladsindretning.
- Trafikregulering i forbindelse med anlægsarbejdet.
- Beplantning.
Andre forhold, der kan påvirke prisen, er komplicerede jordbundsforhold, som stiller særlige krav til støjskærmens fundering. Ledninger i jorden kan ofte også vise sig at være i konflikt med støjskærmen og medføre behov for omlægning af ledninger eller anvendelse af særlige funderingsteknikker.
Et egentligt budget for et konkret støjskærmsprojekt kan for større projekter kræve gennemførelse af en for-analyse, der blandt andet afklarer de forhold, der er nævnt ovenfor.
Naboforhold ved opsætning af støjskærme i skel og/eller på naboejendom
Etablering af en støjskærm i skel eller tæt ved skel til private boliger er en markant ændring af det nære miljø omkring boligerne. En god og velovervejet dialog med naboer og ejere er derfor af stor betydning for et godt forløb, når en støjskærm skal etableres.
Information og dialog bør indledes på et tidligt tidspunkt – eventuelt allerede i forbindelse med forundersøgelser og planlægning af et støjskærmprojekt.
De forhold, der ofte påkalder sig særlig interesse fra beboere, er:
- Støjskærmens dimensioner (højde, udstrækning).
- Støjreducerende virkning.
- Udseende – ikke mindst på siden mod naboerne.
- Skyggekast og dermed gennemsigtighed/transparens.
- Placering, især i forhold til naboernes egne skel. Hvis en støjskærm ønskes placeret i skel, skal man være opmærksom på, at fundamentet vil gå ind over skel med op til ½ meter.
- Fjernelse af eksisterende beplantning og eventuel genetablering.
- Betingelser for eventuelt areal, der ligger mellem skærm og skel (vedligeholdelse, brugsret).
- Regler for brug af støjskærmens side mod naboskel.
- Regler for vejmyndighedens adgang til støjskærmes naboside.
- Stigennemføringer – kan lette færdsel, men er også åben for uvedkommende, for eksempel knallertkørere, der kan påvirke tryghedsoplevelsen i området.
- Naboer på den modsatte side af vejen har typisk også interesse i støjskærmens udseende samt reflekteret støj og lys.
Et velegnet redskab er informationsmøder med gennemgang af projektet og eventuelle alternative løsninger ved hjælp af overheads, modeller, plancher, lytteeksempler med videre.
Juridiske forhold - tinglysning
Hvis støjskærmen placeres i skel eller tæt ved skel mod naboejendomme, bør der tinglyses deklarationer på de berørte matrikler. De skal sikre støjskærmen mod overlast, for eksempel ved senere at blive brugt som en del af bebyggelsen på nabosiden, men også for at sikre adgang til vedligehold af støjskærmen på begge sider.
Ledninger i jorden
Ved planlægning af støjskærme langs med en eksisterende vej skal det undersøges, hvilke ledninger, der ligger i jorden på strækningen.
Typiske ledninger i jorden er regn- og spildevandsledninger, vandledninger, el-ledninger, gas og fjernvarme samt telefon og fibernet.
Håndbøger om støjskærme
Planlægning og projektering af støjskærme, Konstruktioner
Vejregler, 2024
Drift og vedligehold af støjskærme
Vejregler, 2015
Vejledning Støjskærme Udbud
Vejregler, 2012
Effektiv støjreduktion i husrækker
I første husrække vil støjen normalt kunne nedsættes med 6 – 8 dB, undertiden mere. Det vil de fleste opleve som op mod en halvering af støjen. I anden husrække vil skærmens effekt være mindre, men i de fleste tilfælde vil beboerne også her opleve en tydelig og mærkbar forbedring.

Case: Klimastøjskærm af pil
Senest opdateret: 31. december 2024