Nye lydvinduer mod trafikerede Jyllingevej
I udlejningsejendommen Jyllingevej 30-32 kan man meget tydeligt høre den store mængde trafik fra Jyllingevej. Tidligere var trafikstøjen en meget stor gene for beboerne, og flere af beboerne var meget bekymrede for de mulige helbredsmæssige konsekvenser af støjen. Alle var de enige om, at deres livskvalitet ville forbedres, hvis det støjede mindre i deres lejligheder – særligt når de sov.
Efter længere tids frustration gjorde en beboer ejendomsselskabet JUP Ejendomme opmærksom på, at en vinduesudskiftning til lydvinduer ville gøre stor gavn. Det blev startskuddet til projektet. Bygningen er fra 1929 og består af 3 lejligheder, hvor i alt 21 vinduer, som vender ud mod Jyllingevej, skulle skiftes.
Målet var at få en vinduesløsning, hvor støjreduktionen var så god som mulig. Andre problemer med de eksisterende vinduer, såsom træk og kondens var også med i overvejelserne, men beboerne havde et klart ønske om, at støjreduktionen havde første prioritet.

Ovenstående billede viser vinduesløsningen før og efter udskiftning: Den oprindelige løsning var en klassisk, men meget utæt forsatsløsning. De gamle vinduer var generelt nedslidte og trængte til udskiftning. At indtænke støjreduktion i den nye løsning var oplagt og et stort ønske fra beboerne.
I forbindelse med projektet Mindre Støj i boliger er ejerforeningen Jyllingevej blevet brugt til at vise, hvordan nye lydvinduer kan forandre lydsituationen i eksisterende støjplagede boliger og herunder, hvordan det opleves af beboerne. Resultatet af projektet blev en cirka otte dB forbedring af støjniveauet og beboere, som bedre kan leve med at bo så tæt på en meget trafikeret vej.
Projektets effekt
Fordi udfordringen blev grebet an i projektet Mindre støj i boliger, tillod det, at dialogen om en mulig løsning og selve vinduesudskiftningen var langt mere grundig, end den ellers ville have været. JUP Ejendommes erfaring fra tidligere projekter er, at det kan være svært at få den bedste støjmæssige løsning:
”Vi ved ikke helt selv, hvad vi skal efterspørge, når vi er i dialog med håndværkere og vinduesleverandører. Samtidigt er det svært ved at finde tilgængelig og neutral viden om emnet,” siger Jesper, som repræsenterer ejendomsselskabet.
Projektet gav selskabet mulighed for at få ekstra rådgivning og en måling af resultatet.
I januar 2019 udskiftede Karlebo-tømreren foreningens gamle forsatsvinduer med nye kraftige vinduer med almindeligt floatglas. Ved monteringen havde håndværkeren stor fokus på kvaliteten. Eksempelvis blev der stoppet hårdt med ekstra mineraluld mellem karm og mur, så der ikke kom lyd ”bagom” vinduet.
Beboerne mærker forbedring
De nye vinduer har givet ejendommen et løft, og beboerne kan mærke forbedringen. Med hensyn til generne fra trafikstøjen i boligerne er beboernes oplevelse på en skala fra 1-5 (hvor 1 er slet ikke generet og 5 er kraftigt generet), gået fra 3,3 til 2,8 med installationen af de nye lydreducerende vinduer. De nye vinduer har altså ikke løst hele problemet med støj, men de har givet en klar forbedring. Herudover har de også medført andre fordele. Vinduet er blandt andet lettere af åbne, hvilket har givet et bedre indeklima.
Ejendomsadministratoren på Jyllingevej 30-32 har fået værdifulde erfaringer med fra projektet, som tages med videre i andre projekter. En overvejelse for fremtiden er, om ambitionen ved vinduesudskiftning skal være endnu højere.
”Man kunne med fordel differentiere mellem soverum og opholdsrum og bruge de få ekstra penge på at få de allerbedste lydvinduer i rum, hvor folk sover,” udtaler Jesper fra JUP Ejendomme.
FORCE Technology har udført før- og eftermålinger af lydforholdene. Målingerne viser en markant forbedring af lydforholdene i boligerne. Luftlydisolationen, svarende til den reduktion, der sker fra ydersiden af vinduet til indersiden af vinduet, er forbedret fra cirka 25 dB til cirka 33 dB. Altså en forbedring på cirka otte dB.
Beboerne – før nye vinduer
“Problemet er, at man skal tage stilling til vejen hele tiden – både når man er ude og hjemme. Man får ikke fred for den, når man er i sit hjem. Man tolererer i mindre grad støj fra andre kilder, fordi det konstant ligger sig ovenpå. Når mine børn begynder at tale højt, bliver jeg alt for hurtigt irriteret. Jeg vil helst ikke undersøge nærmere omkring konsekvenserne af frygt for, hvad det faktisk gør ved én.”
Camilla, beboer
“Man har en fornemmelse af, at det påvirker kroppen og hovedet. Man vænner sig lidt til det, men der er stadig en grundlæggende fornemmelse for, at det ikke er helt godt.”
Katrine, beboer
Beboerne – efter nye vinduer
“Den nye løsning har taget noget af støjen. Før havde jeg det nogle gange, som der stod en bil inde i min stue, og den oplevelse har jeg slet ikke længere.”
Katrine, beboer
“Jeg åbner også vinduerne meget mere, end jeg gjorde før, så indeklimaet i min lejlighed er også blevet bedre.”
Jacob, beboer
Tømrerens oplevelse – efter nye vinduer
“Situationen på Jyllingevej var slem. Den løsning, vi anvendte, var den økonomisk mest rentable løsning i forhold til støjreduktionen. Og prisen på det støjreducerende glas var forsvindende lille i forhold til det, du får ud af det.”
Allan, Karlebo-tømreren
24. september 2019