Viden om trafikstøj i og omkring boligen

Vi har skabt et samfund, hvor vi har behov for dagligt at kunne transportere os på en let og fleksibel måde og med forskellige typer transportmidler. Fordelene ved dette er enorme, men der er også ulemper, som i stigende grad kommer til udtryk: en øget CO2-udledning, partikelforurening og ikke mindst larmen fra trafikken. I skrivende stund er omkring 1,4 mio. danskere påvirket af støj over Miljøstyrelsens grænseværdier ved boligen.

På denne hjemmeside har vi samlet information om trafikstøjen som udfordring i boligen – herunder hvad man kan gøre for at få mindre trafikstøj indenfor eller på de omkringliggende udendørsarealer. Du kan også finde information om lovgivning, hvilke myndigheder der har ansvaret, effekterne af trafikstøj, hvordan man måler trafikstøj og meget andet.

Hjemmesiden henvender sig især til borgere, rådgivere, arkitekter og andre, som er interesserede i at få en dybdegående forståelse af trafikstøjen, de praktiske og regulatoriske muligheder og støjens konsekvenser.

 

‘Støj er en af de største miljøudfordringer i relation til sundhed. Støjen har negativ indvirkning på både sundhed og trivsel og er en stigende bekymring blandt både offentligheden og beslutningstagere i hele Europa.’

 

ENVIRONMENTAL NOISE GUIDELINES FOR THE EUROPEAN UNION 2018.

724,000

danske boliger er udsat for støj over Miljøstyrelsens anbefalede grænseværdi.