Viden om trafikstøj i og omkring boligen

CASE: Rolige Haverum med Støjdæmpende Hegn – Rolig Have 2.0

Stigende trafik giver støj fra motorveje og store veje, som er til stor gene for mange borgere, der bor langs vejene. Gennem de senere år har der været et fokus på at begrænse støjen ved blandt andet at opsætte støjværn langs vejene. Den løsning hjælper borgere, der bor helt tæt på vejen. Effekten for boligejere, der bor lidt længere væk fra vejen, kan være skuffende – og støjen stadig generende.

Projektet Rolige Haverum med Støjdæmpende Hegn (Rolig Have 2.0) tester derfor lokale støjhegn i private haver for at se, om borgerne selv kan gøre noget i egen have og opleve en støjdæmpende effekt – og dermed skabe mere rolige opholdsrum i en ellers støjplaget have. De lokale støjhegn er mindre støjskærme med en højde på to meter opsat i en eller flere vinkler og placeret i en have fremfor langs en støjende vej.

Projektet tager udgangspunkt i det tidligere projekt Rolig Have, hvor den målbare støjmæssige effekt af hegnene blev målt akustisk og dokumenteret. I det nye projekt Rolige Haverum med Støjdæmpende Hegn undersøges den målbare effekt endnu engang kvantitativt og samtidig undersøges beboernes kvalitative og langsigtede oplevelser af det lokale støjhegns virkning. Projektet skaber dermed et erfaringsgrundlag for at skabe behagelige og støjdæmpede opholdskroge i private haver.

Det er forhåbningen med projektet at afsøge muligheden for at øge borgernes brug af private haver i områder med en betydelig støjbelastning fra nærliggende veje. Projektet har ønsket at indsamle erfaringer over et længere tidsperspektiv. Derfor er de lokale støjhegn permanente i de private haver, der indgår i projektet.

 

Test i fire haver i Gladsaxe og Køge

Der er udført fire fuldskalaforsøg med opstilling af permanente lokale støjhegn i private haver til enfamiliehuse. Haverne er alle beliggende nær motorveje i henholdsvis Gladsaxe og Køge kommuner.

Det er vigtigt at bemærke, at de lokale støjskærme ikke vil fjerne støjen, men kun dæmpe den i umiddelbar nærhed af 1-2 meter fra hegnet, viser erfaringerne fra det første projekt Rolig Have. Det har været en vigtig forventningsafstemning med de deltagende haveejere. Jo længere man bevæger sig væk fra hegnet, jo større vil støjen være. Der vil stadig forekomme hørbar støj i haverne. Støjen vil desuden lyde anderledes og i de fleste tilfælde opleves mindre generende i de afskærmede områder af haverne.

Projektet løb i perioden 2022 til udgangen af 2023.

 

Rapport og konklusioner

I foråret 2024 har projektet udgivet en rapport med de kvantitative, akustiske målinger Foretaget af FORCE Technology og de kvalitative målinger af hegnenes støjdæmpende effekt gennem interviews med beboerne om deres oplevelser i haven.

Vi håber med resultaterne af projektet at inspirere boligejere, leverandører og kommuner til at benytte og videreudvikle løsninger, der kan gøre støjramte haver mere attraktive at bruge.

Forsøgsresultaterne viser, at det kan give god mening for private boligejere at etablere støjdæmpede opholdsområder i deres haver. Dog skal en række parametre tages med i overvejelserne, når man planlægger at opsætte private lokale støjhegn:

  • Hegnet skal orienteres, så det skærmer for/vender mod den største støjkilde som eksempelvis motorvej eller togbane.
  • Hegnet skal være højt nok til at give den ønskede virkning.
  • Den absorberende side af støjhegnet bør vendes mod opholdsområdet.
  • Haveejeren skal sørge for, at det støjafskærmede område ikke er for stort.
  • Hegnet skal placeres i overensstemmelse med områdets gældende lokalplan og bør placeres under hensyn til naboer.
  • Før opsætning af hegnet skal der afstemmes realistiske forventninger til støjhegnets virkning. Hegnet kan skabe et støjdæmpet opholdsrum i haven, men ikke skærme generelt mod støjgener i hele haven.
  • Placering af hegnet skal besluttes i en afvejning mellem den bedst mulige akustiske støjafskærmning, og at der skabes et haverum, som beboerne kan forestille sig at bruge i forhold til blandt andet naturlige opholdsrum og mulighed for udsyn fra hus og have. Derfor anbefales det også, at haverummet og hegnets placering designes, når haven er, eller umiddelbart har været, i brug i sommer- eller eftersårssæsonen.
  • Den oplevede virkning kan forøges på forskellig vis, blandt andet ved at det afskærmede rum bag støjhegnet indrettes på en sådan måde, at det indbyder til ophold.

De fire lokale støjhegn i Gladsaxe og Køge er målt til at dæmpe støjen med mellem 3,5 og 10 decibel i umiddelbar nærhed af hegnet, hvilket er en hørbar forbedring. Det relativt store udsving i de målte resultater afhænger af ’støjbilledet’ i de enkelte haver, da støjen kan komme fra flere vinkler. Samtidig har det også vist sig vigtigt for tilfredsheden , at hegnet blev placeret et sted, hvor haveejeren fik mest gavn og brug af det – eksempelvis i tilknytning til hus eller terrasse – og ikke nødvendigvis det sted, hvor det ville give bedst akustisk effekt.

Langt de fleste haveejere har været glade for hegnet, men der er ingen direkte sammenhæng mellem den målte akustiske og haveejerens tilfredshed. Borgeren  hvor hegnet gav en støjdæmpning på 3,5 decibel har således været mest tilfreds – hvorimod borgeren hvor hegnet dæmpede støjen med 10 decibel har valgt at tage hegnet ned, da de ikke fik brugt området.

Projektet viser således, at den enkelte borgers opfattelse, forventninger og tidligere erfaringer i høj grad også spiller ind på, hvordan vi hver især oplever en støjgene, og hvordan den kan afhjælpes i hverdagen.

Kontakt Signe Frøkiær Schou, projektleder i Gate 21, signe.froekiaer.schou@gate21.dk, hvis du vil vide mere om projektet.

Publikation

Projektet har udgivet en publikation målrettet til borgere, der selv ønsker at opsætte et støjdæmpende hegn i egen have. Samtidig giver den kommunerne et ekstra redskab til at hjælpe støjplagede borgere.

Det er nemlig ikke altid kommunerne kan hjælpe en støjplaget borger, der henvender sig, da eksempelvis støjvolde og hastighedsnedsættelser er dyre løsninger, som kræver planlægning og økonomi. Samtidig er støj fra eksempelvis statens motorveje ikke kommunens ansvar. Men det, kommunen kan gøre, er at vejlede borgeren i forhold til, hvordan de selv kan støjdæmpe boligen med eksempelvis vinduer, facader og lydisolering. Og nu også til at støjdæmpe i haven.

Med publikationen ‘Lokale støjhegn i private haver: Gode råd til et område i haven med mindre støj’ i hånden får boligejere gode råd om, hvordan de kan opsætte et hegn i haven, der kan skabe et roligere sted i haven tæt på hegnet. I publikationen finder borgeren hjælp til blandt andet hegnets højde, placering og indretning af haverummet.

 

 

 

 

 

 

 

 

Projektets partnere:

Gladsaxe Kommune, Køge Kommune, Region Hovedstaden, ISHØJ HEGN A/S, Vejdirektoratet, FORCE Technology, Rambøll og Gate 21.

Projektet er finansieret af Region Hovedstaden og Vejdirektoratet. Gate 21 har været projektleder og har koordineret forløbet.

Projektet afsluttes i efteråret 2023, hvor alle endelige erfaringer og målinger samles i en rapport.